Til at starte med må jeg indrømme at jeg før Den, derlever stille ikka havde læst nogen af Leonora Christina Skovs bøger. Jeg startede med at følge hende på Instagram sidste efterår og blev derfor introduceret til hendes sidste nervøse “udbrud” i forbindelse med den – på det tidspunkt – kommende lancering af bogen. Et selvbiografisk billede af Christinas opvækst før hun blev til Leonora, og på en måde et helt menneske.
Bogen er blevet en kæmpe succes! Og jeg forstår godt hvorfor den er blevet så vel modtaget. Der er ikke mange mennesker som ikke kan se en del af sig selv i bogen. Det er grusomt at læse at et voksent menneske, en mor kan finde på at give sit barn skylden for ens eget liv har udviklet sig. En – måske – psykisk syg mor, dog uden en diagnose, som konstant giver sin datter, sit eneste barn skylden for hvad der lige var at gribe efter, alt kunne gøre Christinas mor ked af det og dermed gøre hendes far vred. For hvordan kunne Christina finde på at opføre sig på den måde, når nu hun ved at det gør hendes mor ked af det. Jeg er meget imponeret over den viljestyrke Christina vidste og tog sit gode tøj og flyttede hjemmefra så snart hun havde muligheden for det, da hun startede på universitetet og fandt en lejlighed på Amager. Men forældres arme kan række langt og bebrejdelsen var stadig en følgesvend. Hvad værre var – ihvertfald i hendes forældres øjne – var at Christina sprang ud som lesbisk og blev kæreste med en præst.
Det ender med at Christina, som nu er Leonora Christina, mister meget af kontakten med sine forældre og hører gennem sin mormor og kusine hvad der sker i familien. Leonora bliver stadig holdt udenfor og inviteres kun sporadisk og altid alene, altså uden hendes kæreste. Da Leonoras mor dør efter et årelangt kræftforløb er hun klar til at fortælle sin historie, og måske derved lukke for det kapitel hvor en datter konstant kæmper for at blive elsket af sin mor.
Ved at have fulgt med på Leonoras Instagram så jeg at hendes far kom med til lanceringen af bogen. Nogle gange havde jeg lidt ondt af ham, hendes far, hans faderinstinkt virker til at være næsten ikke-eksisterende, han har danset efter sin hustrus fløjte i 40 år, uden mange selvstændige tanker. Det hele handlede om at ikke at gøre Christinas mor ked af det.
Jeg synes Leonora Christina Skov får skrevet en rigtig fin bog om sin svære opvækst uden at svine sin familie til, selvom når man læser bogen engang imellem tænker på hvordan i alverden hun er kommet helskindet ud på den anden side og hvordan hun kan skrive bogen uden at lyde bitter.
Et stort tillykke til Leonora for en flot og velskrevet bog!