Jeg fik givet Som pesten i julegave, og jeg var lidt skuffet, mistænksom, for hvordan kan en dansk forfatter skrive om pandemier, katastroferomaner? Jeg er ikke sikker på, hvor jeg har fået den idé at en dansk forfatter ikke skulle kunne skrive en roman om det emne? Hvorfor skal det være forbeholdt Hollywood manuskriptforfatterne? Hollywood, som i øvrigt låner med stor omhu fra resten af verdens litteratur. Er det den evindelig tro på at græsset altid er grønnere alle andre steder end lige her? I det mindste var jeg glad for det ikke var endnu en krimi om et mord og en falleret kriminalkommisær med ar på sjælen, der skulle optrævle udåden og redde verden. Beklager, men jeg er gået lidt død på den slags romaner lige pt.
En kæmpe tak til Hanne-Vibeke Holst for at bevise, at jeg tog fejl. Bogen er en god tyk bog på lige knap 700 sider, og inden jeg gik i gang, håbede jeg inderligt at det ville blive en god bog. Pretty please, for at jeg ikke skulle trække mig selv gennem 700 sider for at kunne fortælle min familie, at jeg selvfølgelig havde læst deres gave til mig.
Lad mig tage de kedelige ting først: Hovedpersonen Karoline er gift med et fjols, den del af historien er åbenlys og bliver bare irriterende. Det falder i den samme kategori, som at kriminalkommisæren i en krimi altid har ar på sjælen. Der anvendes nu og da forkortelser som f.eks. IRL (= in real life) og de virker på en eller anden måde malplacerede, både i historien og i forhold til karaktererne, plat i forhold til det høje niveau af kendskab til politiske intriger, de forskellige organisationer (WHO, CDC, ECDC, FN, UNOG osv.) og deres forhold til hinanden, og den kompleksitet der er i historien.
Farvel til de kedelige ting.
Jeg er dybt imponeret over, hvad det må krævet af en forfatter, at skulle sætte sig ind i en verden af medicinske udtryk, vira og deres struktur, hvad vira kan og ikke kan, et utal af organisationer. Selv med en forfatters ret til at tilpasse verdenen til skrift og historie, virker bogen nemlig ikke på noget tidspunkt utroværdig, lidt for kæk med tilpasninger eller så utopisk at man kun kan tro at der må være tale om et fremtidsscenario langt, langt ude i fremtiden. Du bliver som læser siddende klistret til side efter side. Det tog ikke lang tid at få læst de 700 sider. Bogen har puls og den fortsætter bogen igennem, synes ikke jeg på noget tidspunkt tænkte “nu må der altså gerne ske noget”, selv de stille tidspunkter i bogen indeholdt nok stof til at holde min opmærksomhed fanget. Mine tanker var snarere “hvad sker der nu? hvad bliver det næste? er der et gennembrud? får hun endelig skovlen under ham? hvornår kysser giver hun sig endelig hen til ham?”. Tanker og spørgsmål der gør at jeg lige må læse næste side med inden jeg slukker lyset. Tanker og spørgsmål der gør at jeg selvfølgelig lige må læse kapitlet færdigt inden jeg slukker lyset.
Hanne-Vibeke Holst for smukt indvævet de personlige omkostninger der er hos mange af karaktererne ved deres job, den magtposition de har opnået, hvor de skal agere på de bedst vegne for verden og dens befolkning, samtidig med de skal kæmpe en til tider ulige kamp, med pengegriske industrier, som har overmagten, med mindre man er snedig og snu nok, og nogen gange må bøje sig, med de konsekvenser det måtte have.
Kære jantelov, nu må du gå til ro og sove i tusind år. Jeg må indrømme at jeg blev stolt (lidt fjollet, det er jo kun en bog) over at danske personer også når meget langt internationalt, stolt over at vi kan være med, stolt over at selv lille bitte Danmark (ihvertfald på antal kvadratmeter og antal indbyggere) kan til byde verden noget.
