Category: Books

My list of read books

Posted on

The Best Way To Bury Your Husband – Alexia Casale

I assure you that I am an avid reader, but I tend to forget to share with all of you, so here goes with the latest….

I found this in the airport shop and I thought that a funny and light read for the 13 hours flight I was about to embark. Though I didn’t read in on the plane, when the cabin lights went out, I did too 🙂 So I persuaded my recently started book club that this should be our next read, and fortunately they all agreed. I’m looking forward to hear their opinion on the book.

As the title gives away it is about finding the best way to bury your husband… that you accidently killed with a skillet. In many ways it’s a great book that not only subtle describes the violence found behind closed doors but family dynamics and the bond that can be created between women when you dare to reach out and accept. When you have finished the book and the book kind of sinks in after the delight of the perfectly described dark humor, you can’t help to feel a sting to your heart that the book is written based on the authors knowledge of domestic violence. She’s worked as a specialist human rights non-fiction editor. And that the domestic violence escalated during the Covid Lockdown. I can’t even begin to imagine what it is like to be locked in your home with your abuser.

This is a must read book, even though it is a light an easy read, make sure not to speed through, but to embrace, feel, and read the words. You will find it way darker due to the inspiration for the book.

Posted on

Et lille liv – Hanya Yanagihara

Ok, må indrømme at den havde jeg ikke set komme (pun intended 😉 ) Cover billedet på bogen hedder Orgasmic man og er et foto af Peter Hujar fra 1969. Selvom bogen ofte handler om sex, begær, kærlighed, lyst, manglende lyst, har jeg altid set cover billedet som en mand der er fyldt med sorg og smerte. En sorg så stor at den æder ham op, en sorg der ikke kan sættes ord på. En porcelænsfigur der venter på at gå i stykker. Men så lærte jeg også lidt i dag.

Nå, tilbage til start, bogen handler om 4 venner der har kendt hinanden siden universitetet og deres liv igennem de næste 50 år. Jude er det juridiske geni og også bogens hovedperson, hvorom de andre kredser i de forskellige tider af deres liv, der er op og nedture og de kommer og går i hinandens liv, aldrig helt væk, aldrig helt tæt.

Bogen er en god mursten på næsten 800 sider, og det er en af de bøger, som jeg har lyst til at læse igen for første gang, hvis det var muligt. Der går lang tid, før det bliver tydeligt, hvad det er, der er sket i Judes liv, siden han er som han er. Vennerne er tætte, men Willem – skuespilleren – og Jude er dem, der er tættest på hinanden. Det er virkeligt svært at være vidne til – ja, jeg følte mig som et vidne til deres liv, bogen er velskrevet – at den kærlighed der omfavner Jude i hans voksenliv ikke kan trænge ind hos ham. Han bliver ved med at se sig selv menneskeligt som ikke værdig. Hele bogen igennem står jeg på sidelinjen og hepper på Jude og hans liv. Hepper på at han en dag lytter, hepper på at han en dag ser.

Jude’s liv er arbejdsmæssigt en rolig og stabil rute mod toppen, alt lykkedes for geniet, og har forstående chefer der giver ham plads og råderum. Hans krop forråder ham og tvinger ham i knæ igen og igen, mens hans mentale tilstand er en stabil deroute mod afgrunden.

Selvom bogen trækker læseren dybere og dybere ned i deres liv, som har skræmmende elementer der skærer dybt, er den også fyldt med kærlighed eller ønsket om at give kærlighed. Som alle mennesker ved er kærlighed en svær størrelse og selv de bedste intentioner kan komme til udtryk på en uønsket måde. Det er en smuk, velskrevet bog der rører læseren på alle tangenter.

Posted on

Sommeren uden mænd – Siri Hustved

Siri Hustved er også en forfatter der tager tid at lære og forstå – for mig ihverfald. Hun har i denne bog stykket mennesker sammen. Hendes beskrivelser er uovertrufne … jeg har svært ved at beskrive hvad det er hun gør, det er bare usigeligt smukt. Hendes beskrivelser af hovedpersonen Mias rutsjebanetur efter hendes mand gennem mange år ønsker en pause. Pausen som Boris’ forskerkollega bliver omtalt som, er 20 år yngre end Mia, og så kender de fleste af os resten af historien – næsten altså.

Mia bliver ramt af en forbigående akut psykose og indlagt, hvor selv hendes datter Daisy slet ikke kan kende hende. Bogen følger Mia den sommer hvor hun flytter tilbage til hvor hun voksede op og hendes mor stadig bor, og den sommer er hun omringet af kvinder. Både på sommerholdet hvor hun underviser teenage piger i kunsten at skrive, plejehjemmet hvor hendes mor bor, og antallet af mænd er i den lave ende, kvinder lever som udgangspunkt længere end mænd, og nabodamen og hendes to børn, og samtaler med hendes datter.

Mia omtaler sig selv i tredje person, når hun fortæller om tiden, hvor hun var indlagt, det giver en fantastisk dimension til fortællingen. Hun har selv svært ved at genkende sig selv i “hende tossen” der var indlagt. Tager på en eller anden måde afstand til den person. Et citat fra bogen “Det er forbi, men efter tredive års ægteskab var ordet pause nok til at forvandle mig til en galning, hvis tanker eksploderede, rikochetterede og slingrede ind i hinanden ligesom popcorn i en mikroovn”. Når man læser den sætning kan jeg se et billede af tanker der bogstavelig talt hvirvler og banker rundt inde i hovedet på hovedpersonen. Man tænker over hvornår man sidst havde det på den måde, hvad var det i ens eget liv der gjorde at ens hoved føltes som popcorn i en mikroovn. Der findes et utal af de her billeder i fortællingen, det er bare at slå op på en tilfældigt side, du bliver konstant mindet om følelser i billeder og billeder i følelserne.

Hvis du vil bevæges af en bog, hvis du vil føle dig selv, mens du læser, så er Siri Hustved det bedste bud. Hendes evne til at sætte dig ind i hvordan personerne har det, deres følelsesliv, både glæder, sorger, tvivl, you name it, hun kan få dig derind hvor det hele er genkendeligt og du kan relatere dig til personerne.

Posted on

Under the dome by Stephen King

I don’t understand that it took me 20 years to see what an amazing writer Stephen King is. When I first read him the said approximately 20 years ago, I think it was The Girl Who Loved Tom Gordon that was the first book. My mother was member of this bookclub where you were sent a book each month, a book that was chosen for you, so I read all kind of books because of that. At that time I also read Dean Koontz, and his books are creepy as hell. So when I saw Stephen King and he was called King of horror, I thought this is it, I’m going to read something even more creepy and scary than Dean Koontz. But.. the horror I didn’t understand that horror is not always about killing and slaying innocent victims, and have a drunken, divorced police detective investigate.

Horror is also about human nature, how cruel people can be, to them selves, to others, to the world. What happens when ordinary people are put in non ordinary situation. And I did not at all see the super natural, science fiction, the extraordinary imagination that is in Mr. Kings head. He is the master of thinker out of the box, or in the case of Under the dome, really thinking in the box.

Well, back to the dome. The book version, I haven’t seen the tv-series. It all starts a October morning, the dome is suddenly there and nothing gets in or out of the small town called Chester’s Mill. It is as many of Mr. Kings book set out in the state of Maine, US. Even Derry is mentioned at some point, loves that he uses the same area, the same towns, referring to towns, hotels that is used in other of his books. It’s as if the entire town is under a bell jar, although the dome is somewhat permeable, the air is slowly getting worse and the stream going through town is drying out leaving a smell of rottenness.

As always Stephen King has a cast of people that extend the most novels. I’m not sure what it is in his writing, but it’s easy to follow the different persons even though you not have heard from them the last 50 pages. The novel is fuller when you hear from all the, most of them, in first person, and not just having one narrator. And he is willing to tell who the murderer is, who has a grudge against who, who is willing to kill, what the plan of the bad guys are, because that not really the most important in the story.

The main characters are Dale Barbere a war vet called Barbie, Julia Shumway news reporter and owner of the local newspaper, Rusty Everett physicians assistant married to Linda Everett officer, Big Jim Rennie second selectman and king of Chester’s Mill, in his own opinion, and a number of people that are spun by Big Jim, Andy Sanders first selectman, Rennie Junior his son, Pete Randolph chief of police, reverend Lester Coggins, and a horde of young people that his son recruits to “help” the police force.

Big Jim is the kind of man that wants to be in control, doesn’t care about others, and just wants to see the world burn. The story is so well written that you tend to forget the outside world, that is outside the dome, even though you also tend to forget that it’s time for bed and you should put the book down, you are caught under the dome with the townspeople, you cheering for the characters trying to live a peaceful life might not be the correct word, but the have enough things to worry about with the dome, so having to be scared of the policeforce and the people that you are supposed to trust as well.

It is extremely difficult to describe the content of a this book as there are so many people and in some cases their background story as well, a lot to keep track of, which seems easy when reading but impossible to give a resume of afterwards. If yo are interested in reading about people, getting to know them, please give Under the dome a try, or just Stephen King in general.

Posted on

Hvor flodkrebsene synger – Delia Owens

Hvis du ikke har hørt om bogen “Hvor flodkrebsene synger” skrevet af zoolog Delia Owens, gætter jeg på, at du har deltaget i “Alene i ødemarken” det sidste års tid. Det er en bog som har trukket et utal af overskrifter og nævnt igen og igen på Instagram og promoveret af boghandlerne.

Jeg var virkelig meget i tvivl da jeg købte Delia Owens bog “Hvor flodkrebsene synger”. Ofte lurer skuffelsen lige under overfladen, fordi jeg ofte har enorme forventninger til en så hypet bog. Men som den gode læser jeg er springer jeg med på vognen, for at se hvad det er, resten af den boglæsende verden har set.

Det er en mordsag pakket ind i en smuk naturbeskrivelse og fortælling, blandet op med et forsømt barns opvækst. Kya er vores hovedperson og bogen ser hendes liv som omdrejningspunktet for bogen. Hun vokser op alene i marsken efter hendes familie, både søskende og forældre efterlader hende en efter en, hvor hun selv må lære at overleve og hvordan hun kan tjene penge til dagen og vejen.

For mig bliver den formodede mordsag en mindre del af bogen, og det bliver mere naturen, kærligheden til naturen, der bliver det primære, sammen med Kya’s begyndende behov for nærhed og kærlighed fra et andet menneske. Delia Owen beskriver genialt hvordan livet kan givende et menneske en syngende lussing, for bare at fortsætte sin vej, og hvor robuste mennesker er og rejser sig igen. Muligvis med en svag halten, men mennesker formår og forstår at prøve igen.

Kya modtager en del lussinger fra livet, og med anklagen for mordet på en tidligere elsker, tvinges hun i knæ. Hun er lukket og låst inde i fængsel, i en lille celle, alt for langt væk fra hendes elskede marsk. Naturen som hun kender så godt, dyrenes pålidelighed, alene uden andre menneskers indblanden og dømmen.

Delia Owens formår at beskrive Kya’s følelser på en ekstrem overbevisende måde, jeg føler med hende hele bogen igennem, føler hendes sejre og nederlag. Det er en smuk fortælling som jeg absolut vil anbefale.

Posted on

Tidskortet – Felix J. Palma

Totals uacceptabelt at jeg ikke har været forbi i …. meget lang tid, og jeg har læst så mange bøger i mellemtiden at jeg ikke engang har overblik over dem. Nå, men her kommer den seneste jeg har afsluttet…

Tidskortet af Felix J. Palma fik jeg anbefalet og lånte af en kollega. Det handler om tidsrejser og H. G. Wells er en hovedperson i dette dilemma. Det er bestemt ikke en bog der er skrevet efter en skabelon, forfatteren har valgt selv at være med på sidelinjen og omtale sig i første person hist og pist i fortællingen. Min kollega havde sagt at den var lidt svær at komme i gang med, men jeg skulle give den de første 100 sider, før jeg evt. gav op. Nu er jeg som regel ikke en der giver op på bøger, men det er da sket nogle få gange. Og må nok også indrømme at denne her ville være blevet glemt i bogbunken, hvis det ikke var fordi jeg skulle levere den tilbage til ejermanden og temmelig sikkert komme med en kommentar til bogen.

Altså, de første 100 sider var faktisk for mig de bedste i bogen, derefter spillede det ikke rigtig for mig. Det skal dog siges, at jeg er betaget af den krøllede tankegang, der skal til for at få viklet læseren ind i tidsrejserne der sker adskillige gange i bogen, eller er det i virkeligheden en tidsrejse… Felix J. Palma har haft den store fantasi fremme og på fineste vis fået viklet H. G. Wells ind i historien som hovedperson, uden af det virker malplaceret og forkert.

Jeg tror, at det der irriterer mig er at bogen skifter hovedperson, og at forfatteren selv er med på sidelinjen som fortæller af historien, hvor (dog sjældent) der kommer en kort fortælling i første person, at forfatteren selvfølgelig ved der der sker eller kommer til at ske, men at det ikke er relevant for historien, eller en sidebemærkning der kommer med for kuriositetens skyld.

Det er bestemt heller ikke nemt at gøre mig tilfreds, når jeg både synes at hvis en bog skrives over samme læst er det kedeligt, men samtidig bliver forstyrret hvis der så er en forfatter, der rent faktisk skriver uden for rammen. Stakkels forfattere! Nu skriver de jo heldigvis ikke kun til mig, så mon ikke de nok skal klare sig alle sammen, hvad enten de skriver traditionelt eller skriver utraditionelt.

Hvis du er på udkig efter en lidt anderledes bog, og er vild med science fiction, historie flettet ind i fiktion, krøllede tanker, tungen lige i munden litteratur, så skal du endelig give dig i kast med den her bog.

God læselyst! 🙂

Posted on

Britt-Marie var her – Fredrik Backman

Fredrik Backman er exceptionel til at fange hverdagen og sætte forrygende ord på hvordan det er at være et helt specielt og almindeligt menneske. Jeg er så imponeret over hvordan han kan skrive en så humoristisk bog og samtidig få et menneskes smerte med.

Britt-Marie har været gift i 40 år og er gået fra sin mand. Britt-Marie er hjemmegående og det bliver derfor en kamp for hende at finde tilbage på arbejdsmarkedet. Men Britt-Marie er bestemt ikke uden evner, hun er f.eks. mester i at give komplimenter, der ofte kommer ud som en fornærmelse. Man skal jo sige noget pænt til folk nu og da. Desuden kan natron klare alt, undtagen døden, den er der ingen der kan slippe for, lige meget hvor meget natron og Faxin man bruger.

Britt-Marie havner i udkantssverige hvor den unge kvinde på arbejdsformidlingen, hende der er så frisk at vælge en korthårsfrisure selvom hun har en høj pande, finder et job til Britt-Marie. Alt ved Borg, byen hvor Britt-Marie havner i, er anderledes, for hvordan kan pizzeriaet også være posthus og købmand? Er det ikke uhygiejnisk?

Britt-Maries liv bliver vendt på hovedet af hendes tid i Borg og borgerne i Borg bliver vendt på hovedet af Britt-Marie. Bogen skildrer byen, indbyggerne, sammenhold, modstand, åbenhed, lukkethed, social inkompetence, kærlighed og mangel på samme, en kvinde der for første gang skal stå på egne ben og lære sig selv at kende.

 

Posted on

Som pesten – Hanne-Vibeke Holst

Jeg fik givet Som pesten i julegave, og jeg var lidt skuffet, mistænksom, for hvordan kan en dansk forfatter skrive om pandemier, katastroferomaner? Jeg er ikke sikker på, hvor jeg har fået den idé at en dansk forfatter ikke skulle kunne skrive en roman om det emne? Hvorfor skal det være forbeholdt Hollywood manuskriptforfatterne? Hollywood, som i øvrigt låner med stor omhu fra resten af verdens litteratur. Er det den evindelig tro på at græsset altid er grønnere alle andre steder end lige her? I det mindste var jeg glad for det ikke var endnu en krimi om et mord og en falleret kriminalkommisær med ar på sjælen, der skulle optrævle udåden og redde verden. Beklager, men jeg er gået lidt død på den slags romaner lige pt.

En kæmpe tak til Hanne-Vibeke Holst for at bevise, at jeg tog fejl. Bogen er en god tyk bog på lige knap 700 sider, og inden jeg gik i gang, håbede jeg inderligt at det ville blive en god bog. Pretty please, for at jeg ikke skulle trække mig selv gennem 700 sider for at kunne fortælle min familie, at jeg selvfølgelig havde læst deres gave til mig.

Lad mig tage de kedelige ting først: Hovedpersonen Karoline er gift med et fjols, den del af historien er åbenlys og bliver bare irriterende. Det falder i den samme kategori, som at kriminalkommisæren i en krimi altid har ar på sjælen. Der anvendes nu og da forkortelser som f.eks. IRL (= in real life) og de virker på en eller anden måde malplacerede, både i historien og i forhold til karaktererne, plat i forhold til det høje niveau af kendskab til politiske intriger, de forskellige organisationer (WHO, CDC, ECDC, FN, UNOG osv.) og deres forhold til hinanden, og den kompleksitet der er i historien.

Farvel til de kedelige ting.

Jeg er dybt imponeret over, hvad det må krævet af en forfatter, at skulle sætte sig ind i en verden af medicinske udtryk, vira og deres struktur, hvad vira kan og ikke kan, et utal af organisationer. Selv med en forfatters ret til at tilpasse verdenen til skrift og historie, virker bogen nemlig ikke på noget tidspunkt utroværdig, lidt for kæk med tilpasninger eller så utopisk at man kun kan tro at der må være tale om et fremtidsscenario langt, langt ude i fremtiden. Du bliver som læser siddende klistret til side efter side. Det tog ikke lang tid at få læst de 700 sider. Bogen har puls og den fortsætter bogen igennem, synes ikke jeg på noget tidspunkt tænkte “nu må der altså gerne ske noget”, selv de stille tidspunkter i bogen indeholdt nok stof til at holde min opmærksomhed fanget.   Mine tanker var snarere “hvad sker der nu? hvad bliver det næste? er der et gennembrud? får hun endelig skovlen under ham? hvornår kysser giver hun sig endelig hen til ham?”. Tanker og spørgsmål der gør at jeg lige må læse næste side med inden jeg slukker lyset. Tanker og spørgsmål der gør at jeg selvfølgelig lige må læse kapitlet færdigt inden jeg slukker lyset.

Hanne-Vibeke Holst for smukt indvævet de personlige omkostninger der er hos mange af karaktererne ved deres job, den magtposition de har opnået, hvor de skal agere på de bedst vegne for verden og dens befolkning, samtidig med de skal kæmpe en til tider ulige kamp, med pengegriske industrier, som har overmagten, med mindre man er snedig og snu nok, og nogen gange må bøje sig, med de konsekvenser det måtte have.

Kære jantelov, nu må du gå til ro og sove i tusind år. Jeg må indrømme at jeg blev stolt (lidt fjollet, det er jo kun en bog) over at danske personer også når meget langt internationalt, stolt over at vi kan være med, stolt over at selv lille bitte Danmark (ihvertfald på antal kvadratmeter og antal indbyggere) kan til byde verden noget.

 

 

Posted on

The year of magical thinking and Blue nights – both by Joan Didion

Years ago – for whatever reason – I bought The year of magical thinking by Joan Didion. I have never read any of her novels or essays before, maybe it was the picture on the cover, maybe it was the cover text on the book, maybe it was the fact that the cover text was so personal. Offering to show you the true feelings and thoughts of someone who has lost their lifelong partner, the one that understood them, the one that had integrated into their soul. How does one cope with the death of their husband for forty years at the same time their daughter is in a coma.

Joan Didion writes in a way I have never read before – at least in these two very personal and private books. Some times she is distant to the things that had happened like she had been on autopilot the moment they occurred and then the next moment her sentences can become short as if her thoughts are too fast to hold. A flashback to a distant memory that for some reason just comes back to her. Memories that seems important or unknowing why the memories show up at that time.

The year of magical thinking is primarily about the loss of her husband John Gregory Dunne, who dies of a heart attack. How she handles or tries to handle the fact the her lifelong partner is gone, how the days go by without he is there anymore. What do you do when when the person you have always been used to talk to and ask for advice is gone, the person you work with, the father of your child, the man you shared your bed with, the one you had breakfast with, dinner with, the one you traveled with is not here anymore.

Blue nights is about the loss of her only daughter Quintana Roo. Only a year and a half after the loss of her husband she looses her daughter. Two years of going to hospitals to visit her daughter, hopes that her daughter might make it, believing that she will, learning medical terms and researching what can be done, burying her husband, reading and remembering literature describing death, literature describing or trying to describe what it fells like for the ones who is left behind. Left behind for what? Left behind to do what? Memory loss, fear of what could happen, fear of what might happen, autopilot, other peoples reaction, your body’s reaction, self pity. Scientific articles, great writers, all trying to put words on what it is like to loose.

I am deeply impressed by both books, I can’t even imagine what those two years have been for her, and I will not try to. Those feelings are not imaginable, only people who have been there knows. Joan Didion tells us her story, how she felt. She never ones writes that writing is a help for her, a way to get a hold of her thoughts. Maybe it is a help for her, maybe she wants to help others who has nowhere to turn when they have lost, maybe she is writing the book that she could have used. Whatever the reason they are beautiful books about loss. Beautiful written about the tragic moments of life. Beautiful books about life.

I would in an instant read them both again, don’t get me wrong I don’t thrive on other people tragic moments in life, but Joan Didion’s writing in those books tell us how it is to be human.

I wish I could read them again for the first time…

 

Posted on

Jeg slukker nu – Catherine Price

“Hej, jeg hedder Pernille og jeg er afhængig af min mobil”

“Hej Pernille” råber resten af kontoret, hvilket i dag består af …. mig selv.

En veninde fortæller mig at hun læser omtalte bog, altså “Jeg slukker nu” og af en eller anden bizar årsag tænker jeg at det kunne være en ide for mig at kaste et blik på den, altså bogen ikke mobilen. Jeg bestiller den online, selvfølgelig, og modtager den efter weekenden, så mandag, træt hjemme fra arbejde ligger jeg mig ud i solen og starter. Det er en lille bog, hvor de første 79 sider (ca.) omhandler folks forhold til deres mobil og hvad det gør ved os som mennekser. Den anden halvdel af bogen er et 30 dages program til at få et sundt forhold til sin telefon.

Inden du springer op og råber at du er i din gode ret til alle mulige ting, så siger bogen altså ikke du skal gå tilbage til stationære drejetelefoner uden nummerviser og telefonsvarer. Den fortæller mere om hvordan producenter designer bl.a. sociale medier til at holde vores opmærksomhed, så vi bliver ved med at bladre rundt på må og få, og inden vi har set os om, så har vi brugt en halv time, en hel time, 2 timer på absolut ingenting og samtidig er din hjerne ved at koge over af input, den ikke har nået at processere. Det gør os stressede, vores opmærksomhed skrumper ind, koncentrationsbesvær, forsæt selv rækken.

Jeg synes, det er fantastisk at bogen ikke siger, at jeg skal smide min smartphone ud, men bogen opfordrer til, at det er dig der bestemmer hvordan og til hvad du vil bruge mobilen til. Altså det er dig! der styrer forholdet til mobilen og ikke mobilen der styrer dig. Du vælger hvornår du vil bruge den, det er et aktivt valg at anvende mobilen og ikke en tvangstanke.

Den mandag læste jeg den første halvdel af bogen, og tog først fat i min mobil for at rydde op i den, tv’et forblev slukket også og jeg følte for første gang i lang tid at min mandag aften efter arbejde var længere end den plejede at være. Jeg havde fået tid tilbage! Tid til de ting som jeg synes er sjovt og dejligt. Sidde i solen og nyde fuglenes kvidren, læse, og jeg begyndte at tænke. Wauw! det er ellers noget jeg troede jeg gjorde før også, men nu synes jeg pludselig at jeg havde tid til at gøre tankerne færdige, fordi mine øjne ikke fangede en ny youtube video med søde katte eller Friends bloopers. Eller en Facebook opdatering der alligevel ikke giver mig noget, unyttig viden bliver lige pludselig sorteret fra.

Så hvis du synes at du mangler tid i dit liv og du er ustandselig travl og stresset, så prøv at kigge på dine mobil og tv vaner, det kunne være at der ligger potentiel dig-selv og familietid her.

God fornøjelse!