Hvis du ikke har hørt om bogen “Hvor flodkrebsene synger” skrevet af zoolog Delia Owens, gætter jeg på, at du har deltaget i “Alene i ødemarken” det sidste års tid. Det er en bog som har trukket et utal af overskrifter og nævnt igen og igen på Instagram og promoveret af boghandlerne.
Jeg var virkelig meget i tvivl da jeg købte Delia Owens bog “Hvor flodkrebsene synger”. Ofte lurer skuffelsen lige under overfladen, fordi jeg ofte har enorme forventninger til en så hypet bog. Men som den gode læser jeg er springer jeg med på vognen, for at se hvad det er, resten af den boglæsende verden har set.
Det er en mordsag pakket ind i en smuk naturbeskrivelse og fortælling, blandet op med et forsømt barns opvækst. Kya er vores hovedperson og bogen ser hendes liv som omdrejningspunktet for bogen. Hun vokser op alene i marsken efter hendes familie, både søskende og forældre efterlader hende en efter en, hvor hun selv må lære at overleve og hvordan hun kan tjene penge til dagen og vejen.
For mig bliver den formodede mordsag en mindre del af bogen, og det bliver mere naturen, kærligheden til naturen, der bliver det primære, sammen med Kya’s begyndende behov for nærhed og kærlighed fra et andet menneske. Delia Owen beskriver genialt hvordan livet kan givende et menneske en syngende lussing, for bare at fortsætte sin vej, og hvor robuste mennesker er og rejser sig igen. Muligvis med en svag halten, men mennesker formår og forstår at prøve igen.
Kya modtager en del lussinger fra livet, og med anklagen for mordet på en tidligere elsker, tvinges hun i knæ. Hun er lukket og låst inde i fængsel, i en lille celle, alt for langt væk fra hendes elskede marsk. Naturen som hun kender så godt, dyrenes pålidelighed, alene uden andre menneskers indblanden og dømmen.
Delia Owens formår at beskrive Kya’s følelser på en ekstrem overbevisende måde, jeg føler med hende hele bogen igennem, føler hendes sejre og nederlag. Det er en smuk fortælling som jeg absolut vil anbefale.