Jeg slukker nu – Catherine Price

“Hej, jeg hedder Pernille og jeg er afhængig af min mobil”

“Hej Pernille” råber resten af kontoret, hvilket i dag består af …. mig selv.

En veninde fortæller mig at hun læser omtalte bog, altså “Jeg slukker nu” og af en eller anden bizar årsag tænker jeg at det kunne være en ide for mig at kaste et blik på den, altså bogen ikke mobilen. Jeg bestiller den online, selvfølgelig, og modtager den efter weekenden, så mandag, træt hjemme fra arbejde ligger jeg mig ud i solen og starter. Det er en lille bog, hvor de første 79 sider (ca.) omhandler folks forhold til deres mobil og hvad det gør ved os som mennekser. Den anden halvdel af bogen er et 30 dages program til at få et sundt forhold til sin telefon.

Inden du springer op og råber at du er i din gode ret til alle mulige ting, så siger bogen altså ikke du skal gå tilbage til stationære drejetelefoner uden nummerviser og telefonsvarer. Den fortæller mere om hvordan producenter designer bl.a. sociale medier til at holde vores opmærksomhed, så vi bliver ved med at bladre rundt på må og få, og inden vi har set os om, så har vi brugt en halv time, en hel time, 2 timer på absolut ingenting og samtidig er din hjerne ved at koge over af input, den ikke har nået at processere. Det gør os stressede, vores opmærksomhed skrumper ind, koncentrationsbesvær, forsæt selv rækken.

Jeg synes, det er fantastisk at bogen ikke siger, at jeg skal smide min smartphone ud, men bogen opfordrer til, at det er dig der bestemmer hvordan og til hvad du vil bruge mobilen til. Altså det er dig! der styrer forholdet til mobilen og ikke mobilen der styrer dig. Du vælger hvornår du vil bruge den, det er et aktivt valg at anvende mobilen og ikke en tvangstanke.

Den mandag læste jeg den første halvdel af bogen, og tog først fat i min mobil for at rydde op i den, tv’et forblev slukket også og jeg følte for første gang i lang tid at min mandag aften efter arbejde var længere end den plejede at være. Jeg havde fået tid tilbage! Tid til de ting som jeg synes er sjovt og dejligt. Sidde i solen og nyde fuglenes kvidren, læse, og jeg begyndte at tænke. Wauw! det er ellers noget jeg troede jeg gjorde før også, men nu synes jeg pludselig at jeg havde tid til at gøre tankerne færdige, fordi mine øjne ikke fangede en ny youtube video med søde katte eller Friends bloopers. Eller en Facebook opdatering der alligevel ikke giver mig noget, unyttig viden bliver lige pludselig sorteret fra.

Så hvis du synes at du mangler tid i dit liv og du er ustandselig travl og stresset, så prøv at kigge på dine mobil og tv vaner, det kunne være at der ligger potentiel dig-selv og familietid her.

God fornøjelse!

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *