Det er et stykke tid siden jeg læste Nick Caves bog om Bunny Munro, så jeg vil gøre mit bedste for at skrive et par ord om den.
Det er det første jeg har læst fra Nick Cave. Han skriver meget gribende og man føler sig trukket med ind og ned i historien. Og jeg siger ned i historien fordi det er en historie som beskriver hovedpersonen Bunny Munro og hans liv. Han er en yderst ubehagelig person, et frygteligt menneske, et dumt svin, ubevist om andre, og selvglad der grænser til det urimelige. Nej, det grænser ikke til det urimelige, han er urimeligt selvglad. Engang imellem i korte øjeblikke får man medlidenhed med Bunny og det han går igennem med hans kones død og hans kamp for at gøre noget godt for sin søn, og så vender han på en fem-øre og det dumme svin han er springer frem i fuldt flor igen. Han er utiltalende hele vejen igennem, og hans sociale kompetencer mht. at forstå og føle andre mennesker er nær ikke eksisterende, og ifølge ham selv er han guds gave til kvinder.
Historien kører rundt på en følelsesmæssigt motorvej, uden fartbegrænsninger, i en nedadgående spiral hvor hastigheden på Bunnys nedtur kun går op. Bunny besidder et mørke som Nick Cave formår at beskrive så du næsten føler at du selv sidder svedig, storrygende, bagstiv fra dagen før og med hånden i skridtet i en faldefærdig gul Fiat Punto.
Bogen er sort, deprimerende, beskriver det værste i folk og Nick Cave gør det på den smukkeste og mest poetiske måde. Så hvis du har lyst til at læse noget andet end den sædvanlige krimi, der alligevel minder lidt om den forrige du læste, vil du i Bunny Munros død få en oplevelse udover det sædvanlige!
Nick Cave er en fabelagtig kunstner!